Kog stegebenene, 3 liter vand og 1 tsk salt i en stor gryde. Når overfladen har samlet skum, tages gryden af blusset. Skyl nu gryden og benene rene. Dette trin fjerner urenheder fra benene, så suppen bliver helt klar.
Kog nu stegebenene op med 3 liter vand, løg og ingefær. Lad suppen simre på lavt blus i min. 4 timer. 1 gang i timen skimmes urenhederne fra suppens overflade med en ske.
Tilføj fiskesauce og smag til med salt og sukker. Suppen er nu klar.
Annatoolie (kan udelades)
Steg olie og annatofrøene på en pande ved lav varme, indtil olien får farve.
Si frøene fra og kasser dem.
Tilføj halvdelen af annatoolien i gryden med suppe. Resten gemmes til fyldet.
Ristede løg
Skil løgene fra hinanden.
Varm olien op i en pande og steg løgene på middel varme, indtil de er gyldne. Det går hurtigt, så pas på de ikke brænder på. Lad løgene dryppe af på en serviet.
Tilberedning af fyld
Steg krabbekødet med lidt olie på en pande til det er gennemvarmet. Smag til med salt og peber.
Tilføj få dråber annatoolie for farve. Flyt krabbekødet over i en skål og stil til side.
På samme måde steges tigerrejerne på den samme pande til de er gennemstegte.
Hæld kogende vand over udonnudlerne og lad det stå i 3 minutter. Løsn nudlerne forsigtigt fra hinanden med en spisepind i hver hånd. Si vandet fra.
Nu samles nudelsuppen
Placer en håndfuld bønnespirer i bunden af skålen. Tilføj nudler, et stykke stegeben, krabbekød og 3 stykker tigerrejer. Hæld suppe i skålen og evt 1 tsk annatoolie for synets skyld. Drys med ristede løg og et par blade fra urterne.