
Berlin er et sandt madmekka! Det er en international by med et væld af nationaliteter og kulturer, og det bærer madscenen præg af. Jeg har været i Berlin 3 gange, og jeg føler aldrig, jeg bliver færdig med den by!
Vietnamesere i Tyskland
Mange nordvietnamesere kom til Tyskland i 80’erne som gæstearbejdere som en del af en aftale mellem Østberlin og den kommunistiske regering i Vietnam. Sydvietnameserne kom derimod til Vestberlin som bådflygtninge. Min familie hører til Sydvietnam, og det er ligeledes de vietnamesere, som dominerer mest i Danmark.
Nordvietnameserne kom altså ene og alene med det formål at arbejde. Og de har været effektive til at etablere sig! Vietnamesiske forretninger er en del af gadebilledet. Man kan knapt gå 10 meter uden at støde på en vietnamesisk restaurant.
De fleste kender til traditionelt tysk mad og cafeer. Men skulle man have lyst til en anderledes madoplevelse i Berlin, så kig med her.
1. District Mot






Første gang jeg besøgte det her sted, blev jeg taget tilbage til gaderne i Saigon.
Street food vibet er så gennemført, at man helt glemmer, at man sidder i Berlin. Der er nurset for detaljerne. Alt fra plastikstolene til spisepindene til servietholderne. Servicen er lidt kølig, hastig og kaotisk.
Alt i alt meget autentisk!
Vi fik vietnamesisk iskaffe og ris med forskellige deleretter, og det smagte så dejligt!
Adresse: Rosenthaler Str. 62, 10119 Berlin
Åbningstider: Mandag-søndag kl 11-22
2. Saigon Com Nieu


Hvis I af en eller anden grund kun skal prøve én af mine anbefalinger, så lad det være denne. Jeg elsker det her sted!
Det sydvietnamesiske køkken er meget mindre udbredt i Tyskland, og derfor blev jeg ekstra glad for at finde den her perle. Det er så autentisk sydvietnamesisk, og det smagte så hjemligt for mig. Menuen består af nogle super traditionelle retter, som man ofte får i hjemmets fire vægge.
Vi bestilte min all time livret: madpandekage (bánh xèo), som skal prøves her! Dertil ris med forskellige retter. Vi fik karamelliseret fisk (cá kho tộ), crispy nudler (mì xào giòn), stegte ris (cơm chiên) og grillet oksekød pakket i betelblade (bò lá lốt)
Personalet er søde. Portionerne er meget gavmilde, og så er det prisvenligt. Stor anbefaling.
Adresse: Bülowstraße 9, 10783 Berlin
Åbningstider: Mandag-søndag kl 12-23
3. Dong Xuan Center



Når man ankommer til det her område, er man ikke i tvivl om, at man er landet i det vietnamesiske kvarter. Dong Xuan Center er vietnamesernes Bazar Vest. Det består af forskellige haller med butikker og boder. Der er frisører, supermarkeder, elektronikbutikker, tøjbutikker og cafeer. Den eneste forskel på dette og et marked i Vietnam er, at i Vietnam ville der være 10-20 grader varmere. Her kan man endda gå i ro og mag, uden der er scootere fra alle sider, der møver sig igennem mængden. Hvis man mangler køkkenudstyr er supermarkederne gode til formålet. Jeg kan virkelig anbefale at købe snacks og vietnamesiske desserter fra supermarkedet i Halle 3 (det er det bedste supermarkedet i området ifølge de lokale).
Rundt omkring ligger der cafeer og restauranter med nordvietnamesisk mad. Vi valgte at spise os mætte i snacks og gå videre til en nærliggende restaurant (den næste anbefaling).
Adresse: Herzbergstraße 128-139, 10365 Berlin
Åbningstider: mandag: kl 10-20, tirsdag: lukket, onsdag-fredag: kl 10-20, lørdag-søndag: kl 9-19.
4. Binh Vit Quan



Et stenkast fra Dong Xuan Center, ligger Binh Vit Quan. Så når man er færdig med at snacke den på markedet, kan man sætte sig her og få et hvil og spise endnu mere mad.
Go here for the duck. Altså, den er sgu god. Vi skulle fejre en sammenkomst med nogle venner, som vi ikke havde set længe, så vi bestilte et festmåltid. Udover anden fik vi fiske hotpot. Stor anbefaling. Hvis man ikke har prøvet hotpot før, så er det en hyggelig måde at spise sammen på. Den sidste ret hedder cơm hến, og er en traditionel risret fra kejserbyen Huế. En risret med babymuslinger og alt muligt godt. Efter sigende den bedste ret, min mand nogensinde har smagt i Vietnam.
Jeg elsker, at de her steder holder det autentisk og ikke tilpasser det til de vestliges smagsløg. Det her er vietnamesisk mad til vietnamesere. Take it or leave it. Det savner jeg i Danmark, hvor det oftest er vietnamesisk mad til danskere.
Adresse: Herzbergstraße 26, 10365 Berlin
Åbningstider: Mandag-søndag kl 11-21.30
5.ComebuyTEA



Jeg er en kæmpe sucker for bubble tea. Og det siger altså en del, for jeg er normalt ikke til søde sager. Som barn fik jeg bubble tea i Vietnam, og selvom bubble tea er kommet til Danmark sidenhen, så smager det bare slet ikke lige så godt, som jeg husker det.
I ComebuyTEA brygger de te på noget, der ligner en espressomaskine. Det er ret prof og fancy, og jeg tager hatten af for te-nørder. Jeg gad godt selv! Det dufter fra det øjeblik, man træder ind, og det er jeg fan af! Alle mine sanser bliver stimuleret, når jeg spiser og drikker.
Jeg er specielt glad for sort te med mælk, og så beder jeg altid kun om 50% sukker. Det er det fede ved bubble tea her og i Vietnam. Man får lov til selv at tilpasse sin te efter sin smag.
Hvis man er med børn, så ligger Bikini Berlin shoppingcentret et stenkast herfra. Derinde er der fri udsigt til aberne i zoo, så man kan drikke bubble tea, mens børnene er underholdt.
Adresse: Joachimsthaler Str. 14, 10719 Berlin
Åbningstider: mandag-lørdag kl 12-20, søndag kl 12-19
6. Thai Market (Preußenpark)




I Preußenpark finder man det lækreste udendørs marked bestående af en masse boder. Det er et street food madmekka med thailandske specialiteter. Og ikke nok med det, så er der også vietnamesiske boder! Jeg undrede mig over, hvor alle sydvietnameserne holdte til, og svaret er her.
Hvordan ved man maden er god? Når en masse asiatiske mødre går sammen for at lave mad, så ved man bare, det er topklasse. Jeg fik lidt af hvert fra forskellige boder.
Vi købte Pad Thai fra the Queen (ifølge rygtet den bedste Pad Thai på markedet), mangosalat, vietnamesisk iskaffe og sticky rice med mango.
Vi satte os i den nærliggende kæmpe legeplads, slap vores 2-årige monster løs, og nød ellers den lækre mad i solen. Kæmpe god stemning. Tag derhen!
Adresse: Brandenburgische Straße, 10707 Berlin
Åbningstider: April-oktober, Fredag-søndag, kl 10-20.
7. All Seasons



All Season er en kinesisk buffet-restaurant. Ja, nu ringer alarmklokkerne. Men jeg fik modbevist min skepsis! Altså hold nu op, det var en oplevelse.
Man kan godt tænke, at det her sted ligger langt væk fra alting og in the middle of nowhere. Men jeg garanterer jer, at det er besværet værd. Det er en oplevelse i sig selv at se restauranten, som er flot og storslået. Buffeten er ligeledes stor og indbydende.
Udover at det er en buffet, så går konceptet ud på, at man selv tager en tallerken med rå kød, fisk, skalddyr, osv., stiller den i køkkenet med sit nummer.
…OG SÅ KOMMER DER EN ROBOT HEN TIL DIT BORD MED DIN MAD.
Det er fremtiden, det er sci-fi, det er helt fucked, og jeg elsker det. Robotten sang endda fødselsdagssang for bordet ved siden af os, så lige et tip, hvis selskabet har fødselsdag. Så får fødselaren da en på opleveren.
Kvalitetsmæssigt ligger maden i den høje ende. Jeg gik ind med en forventning om, at maden ville være smagløst og kedeligt. Det var det bestemt ikke.
Dertil skal det nævnes at restauranten efter rigtig buffetmadsstil har et legeområde med boldrum. Jeg havde for travlt med at spise den gode mad. Men efter min mands udsagn, var legeområdet “stort og mega fedt!”
Adresse: Am Juliusturm 53, 13599 Berlin
Åbningstider: søndag-mandag kl 12-22, fredag-lørdag kl 12-23
Jeg ville elske at høre, hvis I besøger nogle af disse steder. Og ellers er I velkommen til at dele jeres yndlings spisesteder i Berlin i kommentarsporet!