Den lange version
“Hvor kommer du fra?”
Et simpelt spørgsmål for majoriteten, som er mere komplekst for de mange minoriteter i Danmark.
Hvad betyder “Hvor kommer du fra?“
Det kan have geografisk, sociodemografisk, etnisk og biologisk betydning. Derfor er svaret ikke simpelt.
Måske er du selv blevet spurgt. Du har helt sikkert selv spurgt andre. Jeg bliver spurgt ugentligt, nogle gange dagligt. De fleste kan svare med et enkelt ord. Det kan jeg ikke. Det afhænger af, hvem der spørger, og hvad deres intention er. Nogle stiller spørgsmålet, fordi de er nysgerrige – andre forlanger at få det at vide.
Er det, fordi de hører mig tale på et fremmedsprog til min søn?
Er det, fordi jeg taler perfekt dansk?
Er det, fordi jeg har sorte øjne?
Er det, fordi mit fornavn er “dejlig nemt at udtale” og mit efternavn umuligt?
Er det, fordi jeg siger “ikke?” til hver en sætning?
Så hvor kommer jeg fra? Her kan du få det korte svar. Og her kommer det lange svar.
Geografisk
Randers, Nordbyen. Helt specifikt blev mine første fem år tilbragt i Jennumparken. Med farverige betonblokke og duften af tyrkisk grillkød. Med mennesker i alle former og farver. Vores naboer var vores venner, og de voksne var fælles om at tale gebrokken dansk med arme og fagter. Selvom vi kom fra forskellige baggrunde og lande, så havde vi en ting tilfælles: at være gæster i et land. Måske var det også det, gæstfriheden kom af. Når man føler sig som en gæst, så ved man også, hvordan man ønsker at blive taget imod. Hos os hilste man ikke på sin nabo med et enkelt “hej”. Det var med udveksling af iranske ris og hjemmelavede baos, og et “Dit barn kan bare komme og lege her”. Her hjalp alle hinanden. Det gjorde man nemlig, og det gør man stadig. Der kan jeg mærke, at jeg føler mig hjemme. I Randers. Der hvor jeg kommer fra.
Sociodemografisk
Min mor var syerske, og min far var cykeltaxachauffør. De voksede op på den samme gade i en af de mest pulserende veje i Saigon. De kom til Danmark i starten af deres 20’ere. Mine forældre er 1.-generationsindvandrere. En flygtningefamilie i Danmark, bestående af min far, mor og storebror. Med min far, som kan lave alt med sine to hænder, og min mor, som badede os i kærlighed i form af mad. Der kan jeg mærke, at jeg føler mig hjemme. Min far og mor. Der hvor jeg kommer fra.
Biologisk & Etnisk
Saigon, Vietnam. Min far forsøgte at flygte 9 gange. Hvert forsøg kostede penge. Derfor gik der lang tid mellem flugtforsøgene. Han blev opdaget og fanget 8 gange. Engang røg han også i fængsel.
For at flygte skulle man betale en sum til nogle fiskere, som havde små fiskejoller til rådighed. Man blev delt op i hold og måtte sejle ud til en båd. Herfra skulle disse menneskers skæbne ligge og flyde – i håb om at blive samlet op af et skib. Der kunne gå dage, uger.
Den her historie har jeg hørt utallige gange, da jeg var barn. Men jeg har ikke hørt efter. Jeg havde travlt med at være dansk. Og de andre danskere havde ikke forældre med nærdødsoplevelser. Når jeg siger, at jeg ikke har hørt efter, er det selvfølgelig løgn. Jeg har hørt alt, men jeg har ikke tænkt over det. Jeg blamer de selvcentrerede teenageår skylden for den her.
Tilbage til rødderne
Jeg besøgte Vietnam, da jeg var 5 år, og først igen, da jeg var 18 år (i 2010). Der har været nogle år, hvor vores bagland har ligget rigtigt langt væk. Out of sight, out of mind. Jeg husker en samtale med min vens mor, da jeg var 18 år.
“Blev han samlet op af Maersk?”
“Øh, det ved jeg ikke.”
“Jamen har han så boet i flygtningelejr?”
“Ej fuck, det ved jeg altså ikke.”
“Hvilket år flygtede din far?”
“Åh, det ved jeg ikke.”
“Jamen Nina, det skal du da vide sådan noget!”
Og det burde jeg helt sikkert at vide. For jeg har fået det at vide. Men måske er det en forsvarsmekanisme, at man fortrænger sine forældres struggles. I hvert fald når det handler om krig, død og fattigdom.
Fast forward til sommeren samme år – min første tur til Vietnam som voksen. I alle disse år havde jeg bildt mig selv ind, at jeg talte flydende vietnamesisk. Men der var ingen, der forstod mit dansknamesisk. Mine forældre har forstået mig, og det var nok for dem. Ligesom når min 1-årige søn i dag siger “ævbuuuurh”, og jeg selvfølgelig godt kan høre, at han vil have et æble.
Med min lyse hud, tynde næse og aflange ansigt lignede jeg ikke nogen i min familie. Alle steder vi tog hen, fik jeg det uundgåelige “Hvor kommer du fra?“. Det blev til en gætteleg: Var jeg fra Korea, Japan eller Taiwan? Min onkel syntes også, vi skulle køre igennem backbackerdistriktet et par gange, så jeg kunne føle mig hjemme. Sammen med de andre vestlige. Jeg griner lidt af den omsorgsfulde tanke i dag.
At bryde grænser og gå i mine forældres fodspor
Vi fast forwarder igen, for jeg kunne jo skrive en bog. Jeg kom tilbage til Danmark, hvor alt og alle var, som jeg efterlod dem. Men jeg var ikke den samme. Jeg havde opdaget, at i et parallelt univers på anden side af jorden havde jeg også et liv. Alle i vores distrikt kendte til mig og vidste, hvem jeg var. Alt pegede på, at jeg ikke var færdig med at udforske hele den verden, som lå latent i min opvækst. Da jeg var 21 år, holdt jeg pause fra studiet og tog en alvorssnak med min bedre halvdel, min nuværende mand. Det lød noget a la:
“Vi skal flytte til Vietnam. Nu. Skal du med eller hvad?”
Vi tog afsted i et halvt år, så jeg kunne pille navle. Jeg gik dagligt på udforskning i street kitchens. Jeg sugede alle smag og indtryk til mig, og selvom jeg levede med rejsediarré i et halvt år, var det 100 % worth it. Jeg øvede mit vietnamesiske med damerne, der lavede mine nudler, og taxachaufførerne, som kørte mig på eventyr.
At udforske Vietnam uden mine forældre var grænseoverskridende. Tænk at komme til et land, hvor man er sprogligt udfordret, og hvor man ikke kender de kulturelle og sociale spilleregler. Det har kun været et lille indblik i, hvordan det har været for dem at komme til Danmark.
Og for alle andre indvandrere, som skal lære sproget, gå i skole eller finde et arbejde. Jeg vil gerne opfordre alle til at prøve at starte fra bunden i et fremmed land, hvor man ikke kan begå sig på engelsk. Det vil nuancere deres politiske verdenssyn.
Det behøver ikke at være selvcentreret at pille navle. At kigge indad kan ændre din måde at kigge udad.
Kulturidentitet
Jeg lærte mange ting om mig selv. Pludseligt gav alt mening. At jeg spiser langsomt af respekt for den, der har lavet maden. At jeg sørger for, at alle omkring mig får smagt maden først. At jeg altid sidder i skrædderstilling på en stol, åbenbart fordi mine forældre har været vant til at spise mad på gulvet. Eller at jeg altid kommer med mad til mine nærmeste, når de er syge. Da jeg havde madforgiftning, kom hele nabolaget med medicin og mad til mig på skift.
Det kulturelle ligger dybt i mig pga min opvækst. Det kan jeg ikke løbe fra. Og de sene aftener, hvor vi kørte på scooter til synet af skyskrabere og lyden af storby. Der kan jeg mærke, at jeg føler mig hjemme. I det kaotiske Saigon. Der hvor jeg kommer fra.
Hvor kommer jeg fra?
Jeg har to hjem, og et ben i hver lejr. Det er svært ikke at føle fear of missing out, eller at man negligerer det ene hjem, når man befinder sig i det andet. Jeg vil ikke føle mig splittet. Jeg vil gerne forene begge mine verdener. Så derfor: @derhvorjegkommerfra.