Vegetariske dumplings – sprøde gyoza med grøntsager

Veggie dumplings

Dumplings behøver ikke at indeholde kød for at være fulde af smag! De her veggie dumplings er fyldt med spidskål, svampe, hvidløg og ingefær, som giver en saftig og smagfuld midte, mens bunden bliver gylden og sprød på panden. Dyp dem i en cremet peanutdip med lime og chili, og så har du en lille hapser, der er svær at stoppe med at spise.

Jeg elsker retter, hvor man kan få en masse grøntsager til at smage af meget mere, end man lige regner med. Og selvom det måske ser lidt avanceret ud at folde sine egne dumplings, behøver det altså ikke være raketvidenskab. Du bestemmer selv, om du vil kaste dig ud i de fine folder eller bare klemme kanterne godt sammen. Smagen er den samme! Server dem som en snack, forret eller som en del af et større måltid med ris eller nudler.

 

Samlet tid 40 minutter
Antal 30 stk

Ingredienser
  

Fyld

  • 300 g spidskål
  • 200 g champignon
  • 2 stængler forårsløg
  • 2 fed hvidløg
  • 15 g frisk ingefær
  • 1 spsk. soyasauce
  • 1 spsk. sesamolie
  • 1 tsk. sukker
  • 2-3 spsk. kartoffelmel eller majsstivelse
  • Salt og sort peber efter smag

Dej og stegning

  • Ca. 30 gyoza-dejplader optøede
  • Neutral olie til stegning
  • Ca. 1 dl vand til dampning

Peanutdip

  • 1 spsk. peanutbutter
  • 1 spsk. soyasauce
  • 1 spsk. limesaft
  • 1 tsk. sukker eller honning
  • 1 tsk. sriracha
  • 2-3 spsk. varmt vand
  • Sesamfrø til drys
Udskriv

Sådan gør du
 

Fyld:

  • Hak spidskål, svampe, forårsløg, hvidløg og ingefær fint – gerne i en foodprocessor, hvis du vil spare tid.
  • Pres så meget overskydende væske ud af grøntsagerne som muligt med hænderne eller et rent viskestykke. Det er vigtigt, så fyldet ikke bliver for vådt, og dine dumplings er nemme at folde.
  • Bland grøntsagerne med soyasauce, sesamolie, sukker, kartoffelmel eller majsstivelse samt lidt salt og peber. Rør det hele godt sammen, og så er fyldet klar til at komme i dine gyoza-dejplader.

Fold dumplings

  • Klargør en foldestation med de optøede gyoza-dejplader, en lille skål vand og et viskestykke til at dække de færdige dumplings, så de ikke tørrer ud.
  • Læg en gyoza-dejplade i håndfladen, og kom cirka 1 teskefuld fyld i midten. Fugt kanten med lidt vand, fold dejen over fyldet, og klem kanterne godt sammen. Vil du have det klassiske gyoza-look, kan du lave små folder langs den ene side. (Se video forneden)
  • Sørg for, at alle kanter er helt lukkede, og undgå at overfylde dumplings, så fyldet ikke presser sig ud under tilberedningen.

Steg og damp dumplings

  • Varm lidt neutral olie på en stor pande ved middelhøj varme. Placer dumplings med den flade side nedad, og steg dem i 2-3 minutter, til bunden er gylden og sprød.
  • Hæld forsigtigt cirka 1 dl vand på panden, og læg straks låg på. Pas på dampen, når vandet rammer den varme pande. Lad dumplings dampe i 6-8 minutter, til dejen er gennemtilberedt.
  • Fjern låget, og lad resten af vandet fordampe. Steg dumplings et par minutter mere, så bunden igen bliver dejligt sprød.

Lav peanutdippen

  • Rør peanutbutter, soyasauce, limesaft, sukker eller honning og sriracha sammen i en lille skål. Tilsæt det varme vand lidt ad gangen, indtil du får en cremet dip med den konsistens, du foretrækker.
  • Drys med sesamfrø, og servér dippen sammen med de varme, sprøde veggie dumplings.
  • Spis dem som en lille hapser, server dem som forret, eller lav et helt måltid med ris eller nudler.

Video

Noter

Tip: Lav gerne en stor portion, og frys de ufærdige dumplings ned i ét lag. Når de er frosne, kan du samle dem i en frysepose. De kan tilberedes direkte fra frost, men skal have lidt ekstra dampetid.

Det skal du købe i en asiatisk butik

  • Soyasauce (Maggi)
  • Sesamolie
  • Evt. sesamfrø
  • Evt. chili

Jeg handler i Far East Trading eller i KFT Trading i Aarhus. Se min guide til hvor du kan købe asiatiske dagligvarer i Danmark.

Lav sprøde vegetariske dumplings

Leder du efter en nem opskrift på vegetariske dumplings? Prøv mine sprøde veggie dumplings med spidskål, svampe, hvidløg og ingefær. De hjemmelavede gyoza steges gyldne på panden og dampes, så de får en blød midte og en sprød bund. Servér dem med en cremet peanutdip med lime og chili som snack, forret eller et lækkert kødfrit måltid. Perfekte til dig, der elsker asiatiske opskrifter og vil spise flere grøntsager i hverdagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

I Vietnam hænger mad og kultur sammen. Mad er omdrejningspunktet for familien, arbejdslivet og sociale sammenkomster. Vi er en nation af foodies. Lige så engagerede som danskere kan tale om jul eller fodbold, lige så passionerede kan vietnamesere tale om mad. 

Når jeg spørger mine onkler i Vietnam, hvor jeg kan købe de bedste mangoer, udvikler det sig hurtigt til en hed debat. De er aldrig enige, og det kommer desuden an på, om jeg vil have de sødeste og saftigste mangoer eller dem, hvor der er mest frugtkød. For slet ikke at tale om prisen, som er den afgørende faktor. 

Mine forældre vejer og måler ikke af, og når jeg spørger min far om, hvor meget fiskesauce, der skal i en ret, svarer han: “Til det smager godt”. Og så er der ikke meget at arbejde med. Den dag mine forældre ikke længere er her, vil jeg gerne servere de samme måltider for mine børn og bevare alle vores fantastiske familieretter. Derfor begyndte jeg at være med i køkkenet og skrive retterne ned. Deres opskrifter skal bevares og deles. Alt andet ville være en skam.

Nyhedsbrev

Få besked direkte i indbakken, når jeg laver nye opskrifter og guides.

Ingen spam. Lover!

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram