Kinesiske pandekager med and har, som navnet afslører, rødder i det kinesiske køkken. Retten består af saftigt, krydret pekingand, som spises som fyld i små, tynde pandekager med sprødt grønt og en tilhørende hoisinsauce. Første gang jeg smagte retten var på en autentisk dimsum restaurant i København, og jeg vidste straks, at jeg måtte dele en opskrift på retten med jer.
Jeg er en sucker for and! Især pekingand, som denne opskrift er inspireret af. Jeg er helt med på, at det ikke er alle, der har tid til at marinere en pekingand i 1-2 døgn, så det her er en turboversion.
To tilberedningsmetoder: Ovn eller Airfryer:
I denne opskrift har jeg inkluderet to forskellige måder at tilberede kødet på. Vælg mellem den traditionelle ovnmetode eller den hurtige airfryer-metode, hvis man er den heldige ejer af sådan en. Personligt er jeg kæmpe airfryer-fan. Det er simpelthen så nemt og tidsbesparende, og så bliver kødt saftigt og skindet sprødt uden særlig meget effort.
Peking Duck Wrappers – Kinesiske Pandekager:
De kinesiske pandekager minder vel om helt tynde tortilla wraps. De er dog mere delikate og bløde. Jeg køber dem på frost hos min lokale asiatiske købmand. Man kan tilberede dem vha. en damper eller ved at varme dem på en stegepande. Følg anvisningen på pakken.
Det skal du købe i en asiatisk butik
- Østersauce
- Mørk Soyasauce
- Sesamolie
- 5. krydderi
- Lys soyasauce
- Hoisinsauce
- Peking Duck Wrapper
Jeg handler fysisk i Far East Trading eller i KFT Trading i Aarhus. Se min guide til hvor du kan købe asiatiske dagligvarer i Danmark.
kinesiske pandekager med and
2 personer
1 time
Ingrediensliste
2 andebryst
- Marinade:
2 spsk østersauce
1 spsk mørk soyasauce
1 tsk sesamolie
1 tsk 5. krydderi
- Sauce
1 spsk lys soyasauce, fx Maggi
1 spsk eddike
4 spsk hoisinsauce
1/2 spsk sukker
1 spsk friskrevet ingefær
- Andet:
1 pakke Peking Duck Wrapper
1 agurk
2 stængler forårsløg, den hvide del
Fremgangsmåde
- Lav marinaden til anden. Bland østersauce, soyasauce, sesamolie og 5. krydderi i en skål.
Rids andebrysternes skind forsigtigt i et diamantmønster. Dette hjælper med at frigive fedtet og gøre huden sprød. Pensl blandingen på begge sider af andebrysterne.
Lad andebrysterne marinere i mindst 30 minutter i køleskabet. - Alternativ 1: Stegning af andebrysterne i ovn:
Forvarm ovnen til 200 grader.
Læg andebrysterne på en kold stegepande med skindsiden nedad og steg på mellemvarme, indtil skindet er blevet sprødt. Dette tager omkring 7-10 minutter. Steg dem i ca. 3 min på kødsiden. Læg andebrysterne i et ovnfast fad og steg dem i ovnen i ca. 10-15 min eller til det er færdigt.
Obs: Det kan se brændt ud, men det er blot den mærke soyasauce, som giver den mørke farve. Lad andebrysterne hvile i et par minutter og skær det derefter i tynde skiver.
Alternativ 2: Tilberedning i airfryer:
Placer andebrysterne i airfryerens kurv med skindsiden opad og steg i ca. 20 minutter på 185 grader. Test om kødet er færdigt ved at skære en skive af. Giv andebrysterne 5-10 min. mere i airfryeren, hvis kødet stadig er rødt.
Obs: Det kan se brændt ud, men det er blot den mærke soyasauce, som giver den mørke farve. Lad andebrystet hvile i et par minutter og skær det derefter i tynde skiver. - Tilbered pandekagerne efter anvisningen på pakken. Lad dem køle ned, inden de pilles fra hinanden.
- Bland soyasauce, eddike, hoisinsauce, sukker og friskrevet ingefær i en skål. Juster smagen efter behov.
- Fjern ender på agurken, og flæk den på langs. Fjern indmaden med en teske og del agurken i 3. Snit agurken i tynde agurkestave.
Skær forårsløget i samme længde som agurkestavene og snit dem i tynde, aflange strimler. - Anret andeskiver, agurkestave og forårsløg på hver sin tallerken på bordet. Hav skålen med sauce klar.
Tag en pandekage og smør lidt sauce på. Placer et par skiver af and, lidt agurk og forårsløg. Rul den til en lille wrap. Man kan også dyppe rullen i saucen, hvis man ønsker.
Har lige lavet kinesiske pandekager med and til aftensmad i dag. Det smagte vildt godt, kan absolut anbefale det. Jeg havde dog ikke færdige pandekager, og har langt til en asiatisk butik, så jeg fandt en opskrift og lavede dem selv. Det var nemt, men var nok dumpet som kinesisk husmor, da de absolut ikke var runde… Men tak for alle dine gode opskrifter, glæder mig til din kogebog.