Kyllinge Satay og jeg går way back
Selvom Kyllinge Satay ikke er vietnamesisk, så er det en ret, som har en helt særlig plads i mit hjerte.
I 2016 tog jeg på en rundrejse til Vietnam, Singapore, Malaysia, Bali og Indonesien. Min gode ven Kyle lever af at lave rejsevideoer, og da han blev tilbudt at bo i en række af 5-stjernede hoteller i Asien, var vi andre ikke svære at overtale. Kyle skulle blot filme lidt video af hotellerne her og der. Jovist, det var en uforglemmelig rejse med et spontant bryllup med tourguiden som præst. En overnatning på et af de mest prestigefulde hoteller i verden efterfulgt af en overnatning i en fremmeds penthouse.
Alle de oplevelser ville jeg ikke være foruden, men en anden grund til, at jeg elsker at rejse, er alt det mad, jeg møder på min vej. Vi havde overset en mindre detalje, da vi planlagde vores rejse.
Ramadanen.
Da størstedelen af vietnamesere er buddhister, havde jeg ikke skænket det en tanke. Jeg behøver ikke at fortælle, at vi var meget sultne på denne rejse. Så sultne, at når solen gik ned, spiste vi et festmåltid hver aften!
Jeg kan huske alt, hvad jeg nogensinde har spist. Jeg kan huske en brieost, jeg smagte, da jeg var 5 år gammel. Derfor glemmer jeg aldrig den første Kyllinge Satay, jeg smagte på Bali.
De røgede kyllingespyd går hånd i hånd med peanutsaucen, som jeg sværger til! Den bliver altid spist op herhjemme af både store og små.
Jeg er aldrig stødt på Kyllinge Satay i Vietnam, men flere asiatiske lande, har deres egen version. Min opskrift er inspireret af alle dem, jeg har smagt. Jeg bruger kyllingelår med skind, da fedtet giver en fed og saftig smag. Er man til en sundere version, kan kyllingefilet også bruges. For nyligt lavede jeg opskriften med flæsk i skiver. Det var absolut heller ikke nogen dårlig idé.
Opskriften er super nem at gå til, og alle ingredienserne kan købes i et dansk supermarked. Server med friskdampede jasminris og agurkeskiver. Og endelig en god chilisauce, hvis smagsløgene er til det!
Tip!
- Udbenet kylling kan købes i bl.a. Føtex, hvis man vil spare tid eller ikke er gode venner med kniven.
- Hvis det er grillsæson, så smid endelig spydene på grillen.
- Kødet kan med fordel marineres aftenen før.
Kyllinge satay med peanutsauce
4
1 time og 50 min
Ingrediensliste
700g kyllingelår (kan substitueres med ca 450g kyllingefilet)
- Marinade
1 dl kokosmælk
1 tsk ingefær, revet
2 fed hvidløg, finthakket
2 spsk soyasauce
1 spsk karry
1 spsk gurkemejepulver (kan udelades)
1 spsk brun farin
- Peanutsauce
4 spsk økologisk peanutbutter
2 spsk soyasauce
4 spsk limesaft
2 spsk brun farin
2 tsk chiliflager
2 tsk ingefær, revet
0,5-1 dl vand (juster efter ønsket konsistens)
- Tilbehør
Grillspyd
Olie til stegning
1 agurk i skiver
1 håndfuld koriander, finthakket
Evt. chilisauce eller chiliolie
Fremgangsmåde
- Udben kyllingelårene og skær kødet i mindre stykker, passende til grillspyd.
- Bland marinaden i en mellemstor skål og tilføj kødet. Lad marinaden trække 1 time i køleskabet eller natten over.
- Når kødet har trukket i marinaden, sættes kyllingestykkerne på grillspyd.
- I en mellemstor skål røres ingredienserne til peanutsaucen grundigt sammen, indtil der opnåes en glat konsistens uden klumper.
- Varm en stor stegepande op med lidt olie på mellemhøj varme og steg kødet til det er gyldent.
- Server med friskdampede jasminris og agurkeskiver og pynt med koriander. Spis gerne en god chilisauce til for et ekstra lille kick.
Halløjsa 😄 har lige fornylig fundet din blog omkring vietnamesisk mad, men har allerede prøvet et på opskrifter og er fuldstændig vilde med dem, men har et spørgsmål, hvad spiser vietnamesere typisk til morgenmad?
Vh Laura Vytter
Lavede kyllingespydene i går, de smagte bare godt.
Bruger ofte dine opskrifter. De er supergode og godt beskrevet😊
Hanne
Fantastisk! Tak for feedback 🙂
Kh Nina