Selvom Kyllinge Satay ikke er vietnamesisk, så er det en ret, som har en helt særlig plads i mit hjerte.
I 2016 tog jeg på en rundrejse til Vietnam, Singapore, Malaysia, Bali og Indonesien. Min gode ven Kyle lever af at lave rejsevideoer, og da han blev tilbudt at bo i en række af 5-stjernede hoteller i Asien, var vi andre ikke svære at overtale. Kyle skulle blot filme lidt video af hotellerne her og der. Jovist, det var en uforglemmelig rejse med et spontant bryllup med tourguiden som præst. En overnatning på et af de mest prestigefulde hoteller i verden efterfulgt af en overnatning i en fremmeds penthouse.
Alle de oplevelser ville jeg ikke være foruden, men en anden grund til, at jeg elsker at rejse, er alt det mad, jeg møder på min vej. Vi havde overset en mindre detalje, da vi planlagde vores rejse.
Ramadanen.
Da størstedelen af vietnamesere er buddhister, havde jeg ikke skænket det en tanke. Jeg behøver ikke at fortælle, at vi var meget sultne på denne rejse. Så sultne, at når solen gik ned, spiste vi et festmåltid hver aften!
Jeg kan huske alt, hvad jeg nogensinde har spist. Jeg kan huske en brieost, jeg smagte, da jeg var 5 år gammel. Derfor glemmer jeg aldrig den første Kyllinge Satay, jeg smagte på Bali.
De røgede kyllingespyd går hånd i hånd med peanutsaucen, som jeg sværger til! Den bliver altid spist op herhjemme af både store og små.
Jeg er aldrig stødt på Kyllinge Satay i Vietnam, men flere asiatiske lande, har deres egen version. Min opskrift er inspireret af alle dem, jeg har smagt. Jeg bruger kyllingelår med skind, da fedtet giver en fed og saftig smag. Er man til en sundere version, kan kyllingefilet også bruges. For nyligt lavede jeg opskriften med flæsk i skiver. Det var absolut heller ikke nogen dårlig idé.
Opskriften er super nem at gå til, og alle ingredienserne kan købes i et dansk supermarked. Server med friskdampede jasminris og agurkeskiver. Og endelig en god chilisauce, hvis smagsløgene er til det!
I Vietnam hænger mad og kultur sammen. Mad er omdrejningspunktet for familien, arbejdslivet og sociale sammenkomster. Vi er en nation af foodies. Lige så engagerede som danskere kan tale om jul eller fodbold, lige så passionerede kan vietnamesere tale om mad.
Når jeg spørger mine onkler i Vietnam, hvor jeg kan købe de bedste mangoer, udvikler det sig hurtigt til en hed debat. De er aldrig enige, og det kommer desuden an på, om jeg vil have de sødeste og saftigste mangoer eller dem, hvor der er mest frugtkød. For slet ikke at tale om prisen, som er den afgørende faktor.
Mine forældre vejer og måler ikke af, og når jeg spørger min far om, hvor meget fiskesauce, der skal i en ret, svarer han: “Til det smager godt”. Og så er der ikke meget at arbejde med. Den dag mine forældre ikke længere er her, vil jeg gerne servere de samme måltider for mine børn og bevare alle vores fantastiske familieretter. Derfor begyndte jeg at være med i køkkenet og skrive retterne ned. Deres opskrifter skal bevares og deles. Alt andet ville være en skam.
Halløjsa 😄 har lige fornylig fundet din blog omkring vietnamesisk mad, men har allerede prøvet et på opskrifter og er fuldstændig vilde med dem, men har et spørgsmål, hvad spiser vietnamesere typisk til morgenmad?
Vh Laura Vytter
Lavede kyllingespydene i går, de smagte bare godt.
Bruger ofte dine opskrifter. De er supergode og godt beskrevet😊
Hanne
Fantastisk! Tak for feedback 🙂
Kh Nina