frisk citrongræs

GUIDE – Sådan tilbereder du frisk citrongræs

Lad mig gætte. Har du været forbi din lokale asiatiske købmand og ledt forgæves efter forblendet citrongræs til Min Mors Citrongræs Chilisauce? Kan du ikke finde forblendet citrongræs, så køb frisk citrongræs. Det er nemlig at finde de fleste steder, og selvom det kræver lidt snittearbejde, så smager det ærligt talt meget bedre!

Hvad er citrongræs?

Citrongræs kommer oprindeligt fra Indien og er en græslignende plant med kraftige strå. Som navnet indikerer, smager den af citron og er super aromatisk i madlavningen. I Vietnam bruger vi flittigt citrongræs. Både hele stilke som kommes i supper og i finthakket form i marinader. Det tilfører en helt fantastisk smag!

Jeg bruger citrongræs i Min Mors Citrongræs Chilisauce eller i marinader som Svinekød med Citrongræs & Chili og Stegt Tofu med Citrongræs & Chili.

Hvor kan man købe frisk citrongræs?

Frisk citrongræs står som regel på køl i butikkerne.

  • I asiatiske supermarkeder
  • Mellemøstlige supermarkeder
  • Nogle større supermarkeder som Bilka fører dem. Jeg oplever dog, at de ikke altid er friske og noget pebrede ift. mængden. Skal du fx lave en portion chili, bliver det dyrt. 

Tip! Når du køber citrongræs, så kig efter dem som er mest grønne og gule. Undgå dem som er sorte for enden af stænglen.

Sådan forbereder du citrongræs

Inden du går i gang, skal du bruge en meget skarp kniv.

Du har 2 muligheder. Du kan enten finthakke citrongræsset med en god, skarp kniv og tålmodighed. Alternativt kan du blende citrongræsset i en food processor.

Ved brug af kniv:

  1. Vask citrongræsset. Skær enden af ved det tykke skaft. Pil det yderste lag af for at komme ind til de friske lag.
  2. Halver stænglen på langs og skær dem i super tynde skiver. Hak de halve skiver endnu mindre ved at vippe kniven frem og tilbage, til du er tilfreds med resultatet. Ønsker du et finere resultat, så bliver du bare ved. Nu er citrongræsset klar til at blive brugt i madlavningen.

    Vær obs på at det aldrig kan blive lige så fint som blendet citrongræs.

Ved brug af food processer:

  1. Vask citrongræsset. Skær enden af ved det tykke skaft. Pil det yderste lag af for at komme ind til de friske lag.
  2. Skær stænglen i tynde skiver og put dem i food processoren. Pulser maskinen med nogle sekunders mellemrum. Det kan godt tage 2-3 minutter, før det er fint. Nu er citrongræsset klar til at blive brugt i madlavningen.

Hele stængler citrongræs

Til brug i supper eller gryderetter

  1. Vask citrongræsset. Skær enden af ved det tykke skaft. Pil det yderste lag af for at komme ind til de friske lag.
  2. Bank citrongræsset med bagsiden af en kniv eller en morter, så saften frigives. Del stænglen i 3-4 stykker og brug dem i retten.

    Værk obs på, man ikke kan spise selve stænglen ved denne metode men blot bruger den for at tilføre aroma i maden.

Opbevaring

Opbevar citrongræsset hele eller hakkede. De holder 2-3 uger i køleskabet. Fryser du dem i hakket tilstand, er det en god ide at dele citrongræsset op i mindre portioner. Her holder det ca. 6 måneder i fryseren. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *