Hurtig og nem opskrift på cremede peanut nudler
Her er en lækker og nem ret, som kun tager 15 minutter at lave! Min opskrift på Cremede Peanut Nudler er åndssvagt nem at lave, og så er nudlerne lige til at slubre i sig!
Som mor til en 3-årig og to 1-årige ved jeg om nogen, hvor vigtigt det er at have hurtige og nemme retter i ærmet, når travlhed, sygdom, ja hverdagen melder sig. Grundopskriften til 15 Min Cremede Peanut Nudler kræver kun få ingredienser, men du kan tilpasse den efter, hvad du har i køleskabet.
Få ingredienser til en billig og lækker ret
Opskriften er både nem, hurtig og billig. Den er perfekt til dig, der har en travl hverdag. Retten kræver kun få ingredienser, som du sandsynligvis allerede har i dit køkken.
15 Min Peanut Nudler er lavet på udonnudler, som er tykke og har et godt bid. Nudlerne vendes i den cremede peanutsauce, som er godt krydret på sådan en “comfort food på en regnvejrsdag” måde!
Du kan tilføje dit yndlingsfyld – alt slags kød eller grønt fungerer fint. Personligt elsker jeg at tilføje stykker af stegt tofu, men du kan også bruge kylling, rejer eller grøntsager som broccoli, gulerødder eller bønner.
Hvor kan man købe udonnudler?
Udonnudler kan købes i asiatiske butikker. Afhængigt af de forskellige steder, vil man finde udonnudler på frost, som tørvare eller som instant nudler. I denne opskrift har jeg brugt instant udon nudler, da de kun tager få min at tilberede. Du kan også lave hjemmelavede udonnudler.
Det skal du købe i en asiatisk butik
- Instant Udonnudler
- Soyasauce
Jeg handler i Far East Trading eller i KFT Trading i Aarhus. Se min guide til hvor du kan købe asiatiske dagligvarer i Danmark.
15 Min Peanut Nudler
1
15 min
Ingrediensliste
1 pakke instant udonnudler (200g)
- Peanutsauce
2 spsk smooth peanutbutter
1 tsk soyasauce
2 spsk limesaft eller eddike
1 spsk brun farin
1 tsk chiliflager (kan udelades)
1 tsk ingefær, revet
2 spsk vand
- Topping
Evt. lidt grønt til, fx spinat eller mixsalat
1 håndfuld peanuts, knuste
Lidt purløg, finthakket
Fremgangsmåde
- Kog udonnudlerne i en gryde efter anvisningen på pakken.
- I mellemtiden forberedes peanutsaucen ved at blande ingredienserne i en skål. Rør godt med et piskeris indtil saucen er glat og cremet.
- Dræn nudlerne ved at hælde vandet fra gryden. Tilsæt saucen og rør godt rundt, indtil nudlerne er dækket af saucen. Drys topping på. Server straks og nyd!
Hej🙂
Jeg vil bare høre, hvilken eddike du bruger til retten med peanutnudler?
Mvh. Gitte
Jeg bruger en helt alm lagereddike. Limesaft kan også bruges.