Foto: Line Falck
Friterede Auberginer er måske ikke den kønneste ret. Men det er trods alt de færreste, der er grimme indeni og udenpå. Så jeg vil godt slå et slag for, at man i dette tilfælde ikke skal dømme retten for dens udseende!
Auberginer er geniale grøntsager. De er forholdsvis neutrale i smagen og er super alsidige. Med den korrekte tilberedning savner jeg faktisk ikke kød. I disse tider hvor vi genovervejer budgetter og indkøb, så synes jeg, at Friterede Auberginer er en værdig modspiller til kødretter. Dermed ikke sagt, at det ene behøver at udelukke det andet!
Billigt, hurtigt og lige ud af landevejen. Sådan vil jeg beskrive Friterede Auberginer. Her er en ret, hvor alle kan være med.
Rør ingredienserne til dejen sammen. Dette kan evt. gøres dagen før for at spare tid. Auberginerne skæres i ca. 1/2 cm tykke skiver. De må ikke være for tynde og slatne, men de må heller ikke være for tykke og seje. Derefter vendes skiverne i dejen. Man kan sagtens vende dem i pankorasp, hvis man ønsker et sprødere bid.
Herefter steges aubergineskiver igennem på mellemvarme i godt med olie. Brug ikke olivenolie men en neutral olie som solsikke- eller rapsolie.
Server Friterede Aubergine med samme. Skiverne dyppes i en lille skål med en god soyasauce. Jeg har naturligvis altid en lille sjat af min Mors Citrongræs Chilisauce i. Spis dem med friskdampede ris alene eller som en side dish med andre Family Style retter.
Jeg handler i Far East Trading eller i KFT Trading i Aarhus. Se min guide til hvor du kan købe asiatiske dagligvarer i Danmark.
Denne portion rækker til ca. 3-4 personer, hvis man spiser med ris. Server den gerne sammen med flere deleretter ala Family Style.
I Vietnam hænger mad og kultur sammen. Mad er omdrejningspunktet for familien, arbejdslivet og sociale sammenkomster. Vi er en nation af foodies. Lige så engagerede som danskere kan tale om jul eller fodbold, lige så passionerede kan vietnamesere tale om mad.
Når jeg spørger mine onkler i Vietnam, hvor jeg kan købe de bedste mangoer, udvikler det sig hurtigt til en hed debat. De er aldrig enige, og det kommer desuden an på, om jeg vil have de sødeste og saftigste mangoer eller dem, hvor der er mest frugtkød. For slet ikke at tale om prisen, som er den afgørende faktor.
Mine forældre vejer og måler ikke af, og når jeg spørger min far om, hvor meget fiskesauce, der skal i en ret, svarer han: “Til det smager godt”. Og så er der ikke meget at arbejde med. Den dag mine forældre ikke længere er her, vil jeg gerne servere de samme måltider for mine børn og bevare alle vores fantastiske familieretter. Derfor begyndte jeg at være med i køkkenet og skrive retterne ned. Deres opskrifter skal bevares og deles. Alt andet ville være en skam.