Vegetarisk congee med svampe – vietnamesisk risgrød

Congee er en blød risgrød, som spises i mange asiatiske lande, blandt andet Vietnam, hvor den kaldes cháo. Den kan laves på utallige måder, og denne version er min kødfri udgave med shiitakesvampe, ingefær og løg.

Vegetarisk congee har en mild og rund smag, mens de gyldne, stegte svampe på toppen giver lidt ekstra bid og umami. Med forårsløg, frisk koriander og sprøde ristede løg får du en skål fuld af varme og smag. Og vil du gerne have lidt ekstra spark, passer min mors citrongræschilisauce perfekt til.

Det er en enkel og mættende ret, som er skøn på dage, hvor du trænger til noget varmt og hjemmelavet.

 

Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 1 time
Samlet tid 1 time 15 minutter
Antal 4

Ingredienser
  

Congee

  • 20 g tørrede shiitakesvampe
  • 5 skiver frisk ingefær
  • 1 løg
  • 1,5 liter vand
  • 1,5 dl jasminris
  • 2 spsk. fiskesauce evt. vegansk fiskesauce
  • ½ tsk. det 3. krydderi valgfrit
  • Salt og peber efter smag

Svampetopping

  • 250 g østershatte kejserhatte eller bøgehatte
  • 1 spsk. neutral olie
  • 1 spsk. soyasauce
  • Lidt sort peber
  • ½ tsk. sesamolie valgfrit

Ekstra topping

  • 2 stængler forårsløg
  • 1 bundt koriander
  • Ristede løg efter smag
  • Min Mors Citrongræschilisauce valgfrit
Udskriv

Sådan gør du
 

Kog congee'en

  • Læg de tørrede shiitakesvampe i blød i kogende vand i ca. 10 minutter, eller indtil de er bløde. Tag svampene op. Skær knoppen af og snit shiitakesvampene i tynde skiver. Skræl ingefær og skær det i skiver. Pil løget. Kom svampene, ingefærskiverne og det hele løg i en mellemstor gryde sammen med 1500 ml vand og jasminris.
  • Bring det hele i kog. Fjern eventuelt skum fra overfladen med en ske.
  • Læg låg på gryden, skru ned til lav varme, og lad grøden simre i ca. 1 time. Rør rundt undervejs for at forhindre, at risene brænder på.
  • Fjern løg og ingefærstykker. Smag grøden til med fiskesauce, salt og peber. Juster konsistensen med lidt ekstra vand, hvis det er nødvendigt. Jeg foretrækker en konsistens, der minder om havregrød.

Steg svampene

  • Riv østershattene i strimler, eller skær kejserhattene i skiver. Steg dem i neutral olie ved middelhøj til høj varme, indtil de er gyldne og har fået godt med farve. Tilsæt soyasauce til sidst, og lad den stege kort ind. Vend svampene med lidt sesamolie og sort peber.

Servér

  • Skær forårsløgene i tynde skiver, og hak korianderen groft.
  • Anret grøden i skåle, og top med de stegte svampe, forårsløg, koriander, ristede løg, og evt. lidt af Min Mors Citrongræs Chilisauce.
  • Servér straks, mens grøden er varm.

Det skal du købe i en asiatisk butik

  • Fiskesauce, evt. vegansk fiskesauce
  • Det 3. krydderi
  • Soyasauce (Maggi)
  • Sesamolie
  • Tørrede shiitakesvampe
  • Evt. sesamfrø
  • Evt. chili

Jeg handler i Far East Trading eller i KFT Trading i Aarhus. Se min guide til hvor du kan købe asiatiske dagligvarer i Danmark.

Vegetarisk comfort food

Congee er for mig den ultimative sygdomsmad. Det er den slags mad, min mor lavede til mig, når jeg var syg, og som stadig føles som et varmt kram i en skål. Denne vegetariske version er inspireret af den vietnamesiske cháo med bløde ris, ingefær og shiitakesvampe, der giver grøden masser af umami. På toppen kommer gyldne, stegte svampe, friske forårsløg, koriander og sprøde ristede løg. Simpelt, varmt og fuld af smag – perfekt til de dage, hvor man trænger til lidt ekstra omsorg, eller bare har lyst til en skål hjemmelavet comfort food uden kød.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

I Vietnam hænger mad og kultur sammen. Mad er omdrejningspunktet for familien, arbejdslivet og sociale sammenkomster. Vi er en nation af foodies. Lige så engagerede som danskere kan tale om jul eller fodbold, lige så passionerede kan vietnamesere tale om mad. 

Når jeg spørger mine onkler i Vietnam, hvor jeg kan købe de bedste mangoer, udvikler det sig hurtigt til en hed debat. De er aldrig enige, og det kommer desuden an på, om jeg vil have de sødeste og saftigste mangoer eller dem, hvor der er mest frugtkød. For slet ikke at tale om prisen, som er den afgørende faktor. 

Mine forældre vejer og måler ikke af, og når jeg spørger min far om, hvor meget fiskesauce, der skal i en ret, svarer han: “Til det smager godt”. Og så er der ikke meget at arbejde med. Den dag mine forældre ikke længere er her, vil jeg gerne servere de samme måltider for mine børn og bevare alle vores fantastiske familieretter. Derfor begyndte jeg at være med i køkkenet og skrive retterne ned. Deres opskrifter skal bevares og deles. Alt andet ville være en skam.

Nyhedsbrev

Få besked direkte i indbakken, når jeg laver nye opskrifter og guides.

Ingen spam. Lover!

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram