Denne klassiske fiskesauce dipping, er den mest brugte dressing i vietnamesiske retter. Med dens saltede, søde, sure og stærke smag går den hånd i hånd med det smagsfulde og farverige vietnamesiske køkken.
Jeg plejer at dele mine venner op i forskellige sværhedsgrader. Hvis jeg ikke ved, hvor "eksotisk" de kan spise, så starter jeg med en forholdsvis neutral ret som friske forårsruller eller ris. Men hvis man kan lide dipping, Nước Chấm, så er man ret højt oppe på sit level af vietnameser. Det åbner op for tonsvis af spændende retter, og så kan vi snakke!
Nước Chấm varierer fra familie til familie. Nogle bruger eddike, nogle foretrækker den stærk, andre foretrækker den sød. De fleste vietnamesere sværger på den, de er opvokset med. Jeg forestiller mig, at det er den samme troskabsfølelse, man har over for sin mors brune sovs.
Som bekendt har hver region i Vietnam deres egne fortolkninger af de velkendte retter. Min opskrift er baseret på det sydvietnamesiske køkken, hvor man generelt spiser sødere end resten af Vietnam.
Jeg bruger altid denne fiskesauce, som jeg er vokset op med. Du kan huske den på det grønne låg. Smagen på fiskesauce varierer enormt meget fra mærke til mærke, så hold evt. lidt tilbage med saucen og juster løbende, hvis du bruger et andet mærke.
Man kan blive fristet til at lugte til fiskesaucen i den koncentrerede form og tænke, at man aldrig i livet skal putte det i munden! Men jeg lover dig, at den blandede Nước Chấm dipping er toppen af poppen, når man spiser det sammen med maden. Ama'r halshug!
Fiskesauce er nemlig fisk og salt, der har ligget og fermenteret i flere måneder. En ret simpel proces som har en stor betydning i vores køkken. Der er nemlig ikke mange retter, hvor fiskesauce ikke indgår. Faktisk spiser 95% af alle husholdninger i Vietnam fiskesauce. Det er så at sige vietnamesernes salt. Forskellen ligger i, at fiskesauce tilføjer et helt andet lag af umami, som salt ikke kommer i nærheden af.
Min familie havde altid et glas hjemmelavet fiskesauce dipping i køleskabet. Man kan nemlig gemme fiskesaucen i op til 2 uger, og så har man den altid lige ved hånden, hvis det skal gå hurtigt.
Jeg spiser bl.a. fiskesauce dipping med risnudler (bun), madpandekager (banh xeo), stegte forårsruller (cha gio) og æg med fiskesauce.
Jeg handler i Far East Trading eller i KFT Trading i Aarhus. Se min guide til hvor du kan købe asiatiske dagligvarer i Danmark.
I Vietnam hænger mad og kultur sammen. Mad er omdrejningspunktet for familien, arbejdslivet og sociale sammenkomster. Vi er en nation af foodies. Lige så engagerede som danskere kan tale om jul eller fodbold, lige så passionerede kan vietnamesere tale om mad.
Når jeg spørger mine onkler i Vietnam, hvor jeg kan købe de bedste mangoer, udvikler det sig hurtigt til en hed debat. De er aldrig enige, og det kommer desuden an på, om jeg vil have de sødeste og saftigste mangoer eller dem, hvor der er mest frugtkød. For slet ikke at tale om prisen, som er den afgørende faktor.
Mine forældre vejer og måler ikke af, og når jeg spørger min far om, hvor meget fiskesauce, der skal i en ret, svarer han: “Til det smager godt”. Og så er der ikke meget at arbejde med. Den dag mine forældre ikke længere er her, vil jeg gerne servere de samme måltider for mine børn og bevare alle vores fantastiske familieretter. Derfor begyndte jeg at være med i køkkenet og skrive retterne ned. Deres opskrifter skal bevares og deles. Alt andet ville være en skam.