Wok med Oksekød og Grønt (Mì Xào Bò)

Stegte nudler, wok, kært barn har mange navne. Mì Xào Bò er stegte nudler med oksekød og æg, og det er blot én ud af mange varianter af wok!

De er og bliver en af mine go to hverdagsretter. Den er nem og hurtig, og jeg elsker, når jeg kan bruge resterne i mit køleskab. Du kan tage udgangspunkt i min opskrift eller skifte oksekødet ud med kylling, tofu eller svinekød. Det er en ret, hvor der er plads til at freestyle. Har du fx squash, aubergine eller andet grønt, så går det også fantastisk til stegte nudler.

De perfekte stegte nudler

I Vietnam arbejder man meget med konsistens. De bløde ægnudler går godt med gulerødder og bønner, som giver en lækker sprødhed. Her er det vigtigt, at nudlerne er tilberedt korrekt, så de ikke bliver overkogte og slatne. Gode nudler skal nemlig have bid i!

Hemmeligheden til en god wok er, at tilberede råvarerne i den rigtige rækkefølge og hver for sig. Således undgår man at en wok, hvor grøntsagerne bliver slatne eller søber i vand. Stegte nudler skal ikke være greasy og fyldt med olie. Det er en frisk, sund og let ret. Sådan kan jeg i hvert fald bedst lide det.

Man behøver ikke en wokpande for at lave stegte nudler. Jeg bruger faktisk bare min trofaste gryde, en stor en af slagsen, da der skal være god plads til at røre fyldet rundt. Det vigtigste er, at bruge høj varme, så grøntsagerne ikke bliver kogte, men dejlig sprøde og saftige. Sørg derfor for, at gryden er varmet godt op, inden du begynder selve stegningen.

Mariner gerne oksekødet aftenen før, hvis du har tid. Jeg bruger roastbeef fordi det er mørt og lækkert, men fx okseculotte eller engelsk bøf kan også sagtens gå an. I min opskrift har jeg brugt friske bønner, men man kan også nemt bruge frosne bønner.

Det skal du købe i en asiatisk butik

  • Ægnudler
  • Sesamolie
  • Soyasauce
  • Østerssauce

Jeg handler i Far East Trading eller i KFT Trading i Aarhus. Se min guide til hvor du kan købe asiatiske dagligvarer i Danmark.

Wok med Oksekød og grønt (mi xao bo)

Portioner

4

Tilberedning

1 time

Ingrediensliste<br>

  • 200g flade ægnudler

  • Oksekød
  • 300g roastbeef, skåret i tynde skiver

  • 2 fed hvidløg, pillede og knuste

  • 1 tsk sesamolie

  • 1 tsk soyasauce

  • 1 tsk sukker

  • Omelet
  • 3 æg

  • 1 tsk soyasauce

  • Fyld
  • 1 løg, skåret i både

  • 100g friske bønner, med afskårede ender

  • 1/2 spidskål, snittet i tynde strimler

  • 2 store gulerødder, skåret i tynde skiver og halveret (se billede)

  • 1 rød peberfrugt, halveret og skåret i tynde skiver

  • 4 spsk soyasauce

  • 2 spsk østerssauce

  • 2 spsk sesamolie

  • 1 tsk sukker

  • Salt

  • Peber

  • Topping
  • 2 stængler forårsløg, finthakket

  • 2 dl peanuts

  • En god chilisauce, fx Min Mors Citrongræs Chilisauce

Ægnudlerne

  • Læg nudlerne i en stor skål og dæk dem med kogende vand. Lad det stå i 10 min.
  • Skil nudlerne forsigtigt ad med en spisepind i hver hånd. Skyl nudlerne i koldt vand i et dørslag for at stoppe kogningen, og stil dem til side til at dryppe af.

Oksekødet

  • I en skål marineres oksekødet med hvidløg, sesamolie, soyasauce og sukker.
  • Varm en pande op med lidt olie og lynsteg oksekødet på høj varme. Kødet må gerne være lidt rødt. Stil kødet til side i en skål.

Omeletten

  • Pisk æg og soyasauce sammen i en skål.
  • Varm en stor pande op med lidt olie og steg nu æggene til en omelet på middelhøj varme.
  • Læg omeletten over på et skærebræt til afkøling.

Tilberedning af Wok

  • Klargør alle grøntsagerne til fyldet.
  • Skær den afkølede omelet over i 2 og læg dem dobbelt. Skær nu strimler med ca. 1 cm bredde.
  • Varm en stor gryde eller wokpande op med lidt olie på mellemhøj varme.
  • Steg løgene til de er bløde.
  • Skru op på høj varme og tilsæt resten af grøntsagerne, mens der røres i gryden.
  • Når grøntsagerne er faldet lidt sammen (ca 2-3 min), skrues derned på mellemhøj varme igen.
  • Tilsæt nu oksekødet, nudlerne og omeletstrimlerne. Lad det stege yderligere i 1 min og sluk for varmen.
  • Tilsæt soyasauce, østersauce, sesamolie og sukker. Smag evt til med salt og peber.
  • Anret de stegte nudler i skåle og drys med peanuts og forårsløg. Server evt. med en god chilisauce.

2 kommentarer

  1. Jeg skiftede oksekødet ud med frisk tofu – det fungerede også vældig godt, hvis man er til den slags! 🙂 død lækkert!

  2. Yay super lækker ret 👌
    Næste gang vil jeg lave den med kylling. Perfekt og sundere måde til tøm-køleskabet-dage 🙃

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *