Karamelliserede kejserhatte og tofu

Karamelliseret tofu og kejserhatte – vegansk vietnamesisk comfort food

Leder du efter en lækker, kødfri ret med masser af smag? Denne opskrift på karamelliseret tofu og kejserhatte er den perfekte plantebaserede version af en vietnamesiske klassiker, Thit Kho, bedre kendt herinde som Mors Karamelliserede Svinekød. Mange vietnamesiske buddhister spiser vegansk på særlige dage, og derfor er det kødfrie køkken altså slet ikke fremmed i det vietnamesiske køkken.

Sådan serverer jeg Karamelliseret tofu og kejserhatte

Jeg spiser retten med jasminris og sprøde agurkeskiver, men den kan også være en del af et større family style-måltid med flere retter. Det er sådan, vi spiser i Vietnam – flere småretter, der deles ved bordet.

 

Tilb. tid 30 minutter
Antal 4

Ingredienser
  

  • 250 g firm tofu fx fra mærkerne FLS eller Pulmuone
  • Neutral olie til stegning fx rapse- eller solsikkeolie
  • 150 g kejserhatte eller champignon, portobellosvampe, østershatte
  • 2 stængler forårsløg den grønne del
  • 1-2 chili valgfrit
  • 2 spsk. olie til karamellisering
  • 2 + 1 spsk. sukker
  • 2 fed hvidløg
  • 1 dl vand
  • 2 spsk. vegansk fiskesauce
  • 1 tsk. peber
  • salt
Udskriv

Sådan gør du
 

Tofu

  • Skyl tofuen med koldt vand. Dup forsigtigt tofuen tør med køkkenrullepapir. Skær tofuen i tern i stykker på ca 2×5 cm eller mundrette bidder.

Karamellisering

  • Varm en generøs mængde olie op på mellemhøj varme i en non-stick stegepande. Steg tofustykkerne gyldne op alle sider. Brug spisepinde til at vende med, hvis du kan. Læg derefter tofustykkerne til at dryppe af på noget køkkenrullepapir.
  • Skær enderne af kejserhattene, og skær dem i skiver. Del forårsløget i 5 cm lange stykker.
  • Varm 2 spsk. olie og 2 spsk. sukker op i en gryde uden at røre rundt. Lad sukkeret karamellisere til en rødbrun farve, og pas på, at det ikke brænder på. Tag gryden af blusset.
  • Tilsæt kejserhattene og steg dem kort. Tilsæt tofuen, og rør godt rundt, så alt bliver dækket af karamellen. Sæt gryden tilbage på blusset, og steg det i 1 minut.
  • Pil og knus hvidløgene, og tilføj dem i gryden sammen med vegansk fiskesauce, peber, vand og 1 spsk. sukker. Tilføj chili, hvis du ønsker. Lad det simre ved lav varme i 10 minutter.
  • Kasser hvidløgene og smag til med salt. Tilsæt forårsløgene og rør det i, lige inden servering.
  • Servér med ris og evt. agurkeskiver eller som del af en større family style-sammensætning.

Sådan får du mest ud af din tofu

Tofu kan dele vandene – nogle elsker det, andre har haft en dårlig oplevelse med det. Her er nogle ting, der gør en kæmpe forskel:

  • Køb tofu i en asiatisk butik – det er mit absolut bedste råd! Den er ofte friskere og har en bedre smag og tekstur. Jeg foretrækker tofu fra mærkerne FLS eller Pulmuone.
  • Brug firm tofu – den holder formen bedst, når den steges, ligesom vi skal med under karamelliseringen i denne opskrift.
  • Skyl den før brug – den ligger i en væske, der kan give en lidt syrlig smag, hvilket kan påvirke smagen på din ret. Så skyl altid med vand og dup den tør med køkkenrullepapir.
stegt tofu

Jeg køber helst denne tofu fra mærket FLS, som står på køl. I Aarhus kan det købes i Go Asia.

Hvor kan man købe kejserhatte?

kejserhatte

Kejserhatte fås i velassorterede supermarkeder og asiatiske butikker. De har en fast konsistens og en mild smag, der gør dem perfekte i simreretter. De suger karamellen til sig og giver en skøn smag. Kan du ikke finde dem? Brug champignon, portobellosvampe eller østershatte i stedet. 

Hvad med vegansk fiskesauce?

Vegansk fiskesauce kan lyde som en modsætning, men den findes faktisk i asiatiske butikker! Den laves ofte på fermenterede sojabønner eller tang og kan købes i asiatiske supermarkeder. Den giver den der dybe umamismag, som gør vietnamesiske retter så gode.

Det skal du købe i en asiatisk butik

  • Nori-tang
  • Sesamfrø
  • Evt. det 3. krydderi

Jeg handler i Far East Trading eller i KFT Trading i Aarhus. Se min guide til hvor du kan købe asiatiske dagligvarer i Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

I Vietnam hænger mad og kultur sammen. Mad er omdrejningspunktet for familien, arbejdslivet og sociale sammenkomster. Vi er en nation af foodies. Lige så engagerede som danskere kan tale om jul eller fodbold, lige så passionerede kan vietnamesere tale om mad. 

Når jeg spørger mine onkler i Vietnam, hvor jeg kan købe de bedste mangoer, udvikler det sig hurtigt til en hed debat. De er aldrig enige, og det kommer desuden an på, om jeg vil have de sødeste og saftigste mangoer eller dem, hvor der er mest frugtkød. For slet ikke at tale om prisen, som er den afgørende faktor. 

Mine forældre vejer og måler ikke af, og når jeg spørger min far om, hvor meget fiskesauce, der skal i en ret, svarer han: “Til det smager godt”. Og så er der ikke meget at arbejde med. Den dag mine forældre ikke længere er her, vil jeg gerne servere de samme måltider for mine børn og bevare alle vores fantastiske familieretter. Derfor begyndte jeg at være med i køkkenet og skrive retterne ned. Deres opskrifter skal bevares og deles. Alt andet ville være en skam.

Nyhedsbrev

Få besked direkte i indbakken, når jeg laver nye opskrifter og guides.

Ingen spam. Lover!

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram