Mine børn og jeg er besat af Hi Tempuras tangchips, som kan købes i asiatiske butikker. Men til 30 kr for en lille bitte pose, bliver det lige pricey nok, når vi er 5 snacksultne munde. Derfor har jeg lavet min egen opskrift inspireret af den populære tangsnack fra Asien.
Tempura er en japansk madlavningsteknik, hvor forskellige ingredienser som fisk, skaldyr og grøntsager dyppes i en let dej og frituresteges. Typisk laves tempuradejen af hvedemel, æg og iskoldt vand. Det kolde vand er med til at gøre dejen ekstra sprød! I min opskrift har jeg lavet en umami-krydderiblanding, som er rimelig vanedannende, hvis jeg selv skal sige det.
Med denne opskrift kan du nemt lave sprøde og lækre tempura tangchips derhjemme. Det kræver kun få ingredienser, som du sikkert allerede har i hjemmet. Perfekt som snack til børn og voksne, og så er de både billige og velsmagende.
Alle ingredienserne foruden det 3. krydderi, som kan udelades, kan købes i et almindeligt supermarked. Hvis man er vilt med chipsene, vil jeg anbefale at købe tang og sesamfrø i en asiatisk butik, da det er af bedre kvalitet, samtidig med at man får mere for pengene.
Det skal du købe i en asiatisk butik
- Nori-tang
- Sesamfrø
- Evt. det 3. krydderi
Jeg handler i Far East Trading eller i KFT Trading i Aarhus. Se min guide til hvor du kan købe asiatiske dagligvarer i Danmark.
Tempura Tangchips
4
35 min
Ingrediensliste
5 ark tang
Neutral olie til stegning (fx raps- eller solsikkeolie)
- Tempuradej:
120g hvedemel
1 æg
2 dl koldt vand
1 tsk bagepulver
En knivspids salt
- Krydderiblanding
1 spsk fint salt
1 spsk sukker
1 tsk hvidløgspulver
1 tsk løgpulver
1 tsk ristet sesamfrø
1 tsk paprika
1 knivspids 3. krydderi (kan udelades)
Fremgangsmåde
- Klip tang-arkene i mindre stykker, ca. 4×4 cm eller efter ønsket størrelse.
Tilføj alle ingredienserne til krydderiblandingen i en skål og rør godt, så krydderierne fordeles jævnt. - Tempuradej:
Slå ægget ud i en skål og pisk det let.
Tilsæt koldt vand til ægget og rør forsigtigt.
Tilsæt mel og bagepulver lidt ad gangen, mens du rører forsigtigt for at undgå bobler. Dejen skal have en let, klumpet konsistens. Den må ikke være for glat. - Stegning:
Hæld vegetabilsk olie i en gryde eller dyb pande, så der er nok til at dække tangen helt. Tænd blusset på mellem varme. Olien er klar, når det bobler om en træspisepind eller en tandstik.
Dyp hvert stykke tang i tempuradejen. Hvis du ønsker en tynd chips, som holder sig sprød i længere tid, så “tør” noget af dejen af langs skålens kant.
Placer forsigtigt de dækkede tangstykker i den varme olie, og steg dem i 1-2 minutter, eller indtil de er gyldenbrune og sprøde.
Tag tangstykkerne op med spisepinde eller en hulske, og lad dem dryppe af på køkkenrullepapir.
Når alle chipsene er stegt, hældes de over i en stor skål. Tilføj ca 2-3 spsk af krydderiet eller efter præferencer.
Tips:
- Tilføj chilipulver til krydderiet, hvis du kan lide spicy chips.
- Sørg for at holde tempuradejen kold, mens du arbejder, da det hjælper med at gøre chipsene ekstra sprøde.
- Hvis de ikke skal spises med det samme, tilføj da en my vand til tempuradejen. En tyndere chips holder bedre på sprødheden.
Opbevaring af Tempura Tangchips
Opbevar tangchipsene i en lufttæt beholder for at forhindre fugt i at trænge ind og gøre dem bløde. En plastbeholder med et tætsluttende låg fungerer bedst.