
Hvad er Thịt Heo Quay?
Sprød Vietnamesisk Ribbensteg er en spise for guderne. Oversætter man Thịt Heo Quay betyder det “drejet svinekød”. Der refereres til kødet, som drejer rundt og rundt, når den bliver grillet. Herhjemme kan vi lave den i ovnen, og få en lige så saftig steg med de sprødeste svær.
Hvad skal der i en vietnamesisk ribbensteg?
Der er 2 ting, som er vigtige at holde sig til i denne opskrift.
- Brug ribbensteg. Ikke kamsteg. Ikke flæskesteg. Ribbensteg! Det er super vigtigt, at man bruger det rigtige kød, da ribbenstegen er saftigst og indeholder meget fedt. Det er der, smagen ligger.
- Få fat i det 5. krydderi, også kendt som 5 Spices. Det er essentielt for den velkendte aroma og smag for Vietnamesisk Ribbensteg.
Hvad er det 5. krydderi?
Det 5. krydderi eller De 5 krydderier er en krydderiblanding bestående af kanel, sichuanpeber, fennikel, stjerneanis og ingefær. Krydderiet stammer fra Kina, hvor det oftest anvendes i grillretter. Der skal kun en lille mængde til for at give meget smag, men en Vietnamesisk Ribbensteg kan ikke laves foruden den unikke smag.
Hvor kan man købe det 5. krydderi?
Det 5. krydderi kan købes i mange asiatiske butikker. Der er mest held i de butikker, som er ejet af vietnamesere eller kinesere. Alternativt, kan man finde det i nogle Coop- og Føtex-butikker. De smager mindre autentiske, men har man absolut ikke mulighed for at fingrene i krydderiet, kan man bruge det ved nød.

Jeg bruger selv denne (reklamelink). Vær obs på ikke at forveksle det med det 3. krydderi (reklamelink), som også bruges i opskriften. Det 3. krydderi fungerer som en smagsforstærker og er ikke en krydderiblanding.
Hvordan laves vietnamesisk ribbensteg?
Man skal ikke lade sig skræmme over den angive tid for opskriften. Min opskrift er nem at følge – det kræver blot lidt forberedelse.
Ribbenstegen skal marineres med 2 saucer. Den ene er til kødet, den anden er til sværene. For at marinaden kan trænge godt ind i stegen, ridses den i undersiden og marineres i mindst 4 timer. Gerne natten over.

Hvordan får man sprøde svær?
For at få de bedste forudsætninger for sprøde svær, er det vigtigt, at man følger disse trin:
- Vær omhyggelig med at ridse sværene. Sørg for ikke at skære ned til kødet, da saften heraf forhindrer sværene i at blive sprøde.
- Få duppet sværene tørre, inden marinade 2 påføres.
- Vær opmærksom på, om stegen står ujævnt i fadet. I såfald bruges stumper af en kartoffel eller en klump sølvpapir til at lægge stegen i plan.
- Er sværene ikke poppet de sidste 10 min, så stil risten med fadet så højt oppe i ovnen som muligt. Skru helt op for ovnen på grillfunktion og hold godt øje.
Kan man lave ribbenstegen i en airfryer?
Ja, gør endelig det, hvis du har plads i din airfryer! Steg ribbenstegen på 180 grader med et termometer sat til en kernetemperatur på 65 grader. Den skal ikke vendes undervejs. Stil den med sværene op. Der har været sprødhedsgaranti hver eneste gang, jeg har lavet det!
Det skal du købe i en asiatisk butik
- Det 5. krydderi eller De 5 krydderier eller 5 spices
- Det 3. krydderi
- Evt. risvin
Jeg handler i Far East Trading eller i KFT Trading i Aarhus. Se min guide til hvor du kan købe asiatiske dagligvarer i Danmark.
Denne portion rækker til 4 personer, hvis man spiser med ris og 1 grøntsagret. Den rækker til en hel familie, hvis der serveres flere Family Style retter til.

Thit Heo quay
1
4 timer
1,5 time
Ingrediensliste
Ribbensteg 1-2 kg
2 tsk fint salt
- Marinade 1
1 tsk fint salt
1 tsk 5. krydderi
1 tsk hvidløgspulver
1/2 tsk 3. krydderi (kan udelades)
1 spsk hvidvin/risvin
- Marinade 2
2 spsk eddike
1/2 tsk natron
1,5 tsk fint salt
Fremgangsmåde
- Læg stegen i en stor skål og overdæk den med vand. Tilføj to tsk salt og lad det stå i 15 min. Skyl derefter stegen og dup den tør med køkkenrullepapir.
- Rids sværene og sørg for ikke at ridse ned til kødet.
Vend stegen om og rids bunden diagonalt på begge led med ca. 2 fingres mellemrum. Det behøver ikke at være dybt. Dette gøres så marinaden kan trænge ind i kødet. - Rør ingredienserne for Marinade 1 sammen i en lille skål. Pensl det over hele stegen undtagen på sværene. Brug gerne fingrene til at gnide stegen godt ind. Husk at gnide marinaden ind imellem sværene også. Dup sværene rene og tørre med køkkenrullepapir.
- Rør ingredienserne for Marinade 2 sammen og pensl det på sværene. Husk at røre i skålen løbende, så salten kommer med op. Gem resterne af Marinade 2 og stil stegen i køleskabet i en tupperware eller med film over. Stegen skal stå i min. 4 timer men gerne natten over.
OBS: Pensl kun lige, så sværene bliver våde. De skal ikke ligge i væske. Der skal pensles af flere gange. - Forvarm ovnen på 200 grader i 15 min.
Tag stegen ud af køleskabet og dup sværene med køkkenrullepapir. Pensl sværdene med Marinade 2. Vend stegen med sværdene nedad i et fad og stil fadet i ovnen.
Tid: Tjek pakkens anvisinger for hvor lang tid, stegen skal have i ovnen. En steg på 1,5 kg skal have ca. 1,5 time.
Halvvejs igennem vendes stegen om, så sværene vender opad. Sørg for at stegen står i lige højde vha. en stump kartoffel eller to. Dup sværene tørre endnu engang og pensl sværene med Marinade 2. Steg den færdig. - Kig gerne til stegen de sidste 10 min. Hvis ikke sværene er sprøde, hæves stegen så højt op i ovnen som muligt. Skru op på 250 grader på grillfunktionen og hold godt øje med, at sværene ikke brænder på.
- Tag stegen ud og lad den hvile i 20 min. Skær den derefter i mundrette bidder. Server fx med friskdampede jasminris og soyasauce med lidt af Mors Citrongræs Chilisauce eller som et Family Style måltid. Ribbenstegen er også lækker som fyld i Bun Risnudler, friske forårsruller eller i åbne baos.
Kan ribbenstegen fryses ned?
Ja, det kan den. Og et lille strømbesparende tip: steg 2-3 stege på én gang og frys dem ned bagefter. Halver dem eventuelt, så de har en bedre størrelse til optøning og genopvarmning. Når de er optøet, skal de bare have en lille tur i ovnen.
Hvilken grøntsagsret ville du servere sammen med denne mundvandsfremkaldende opskrift? Og hvilken grøntsagsret til karameliserret svinekød? 🙂
Dbh Signe
Der er som sådan ingen regler. Jeg elsker noget så simpelt som agurkeskiver til ribbenstegen og spinatsalat til karamelliseret svinekød 🙂